Adda Lykkeboes blog

Adda Lykkeboes blog

Linz og Ricard Tauber

RefleksionerPosted by Adda Lykkeboe Tuesday, October 02 2012 17:41

Efterårsrejsen gik til Linz, Prag og Berlin. Jeg havde en aftale med Nordico museet i Linz, der for nogle år siden på en aution erhvervede noget Nachlass, som det hedder på tysk, når man anskaffer sig noget fra en afdød.

Der var breve, hans hustrus dagbog, programmer, hylder fulde af presseudklip, og kasser fulde af billeder. Jeg tilbragte en dejlig lang dag i hans selskab, og kunne henunder aften konstatere, at i forhold til min bog om ham, var der ikke noget nyt, der skulle med. Alligevel var det godt at komme ham nær. Endnu engang at konstatere, at min tenor ikke kunne gå uden for en dør, uden et større presseopbud. Alle hans bevægelser, alle hans koncerter, hans gøren og laden blev nøje fulgt, og han var altid velvilligt og åbent indstillet over for offentligheden.

My beloved Richard died to day, skriver hans enke i deres fælles gæstebog den 8. januar 1948 og meddelelsen fløj verden rundt. Også den danske presse ofrede stor spalteplads.

Min søde museumsarkivar sørgede for mig hele dagen med the, frugt og kager og syntes det var dejligt at museet havde besøg af en dansk forfatter. Samme forfatters mand gik iøvrigt til værks med videnskabelig omhu, da jeg varsomt løftede Richards berømte monokel ud af dens etui, ligesom jeg også sad med et par briller i hånden, som han sandsynligvis har brugt, når han optrådte som Schubert.

Efter myten var Richard næsten blind på det højre øje, derfor brugte han monoklen. Men den dyrt erhvervede genstand viste sig slet ikke at have nogen styrke. Og da vi efterprøvede brillerne, også dyrt erhvervede, var det venstre glas uden styrke og det højre (efter min egen nærsynethed at dømme) omkring højst minus fire.

Det lo vi meget af, men arkivaren blev vred. Ikke på os, men på de dyrt indkøbte genstande, der måske slet ikke havde tilhørt Richard. Vi foreslog, at de var originale, og at der Kammersänger sandsynligvis slet ikke var så dårligt seende enda. Personligt tror jeg, myten opstod, da han under første verdenskrig som helt ung mand påberåbte sig et dårlig syn for at blive kasseret. Hvad han også blev.

Prag bød på souvenirbutikker til kvalmegrænsen. Karlsbroen var smuk, og vi gik i gåsegang. På en god dag påstås det, at den passeres af omkring 30.000 mennesker. I timen. Don Giovanni dukketeateret var morsomt. En lidt munter version, hvor en Mozartdukke, der lignede ham meget, dirigerede, flirtede med damerne, glemte orkesteret, drak noget vin, faldt i søvn, og blev vækket. Dagen efter så vi den rigtige Giovanni på Prags nationalopera. Så har vi været der, vil jeg sige om byen.

Berlin var som altid rar. Sært, men det er den. Ingen charmetur op og ned ad Unter den Linden, det hele er gravet op og det ser ud til at tage et par år. To fotoudstillinger gjorde indtryk, Diane Arbus og Dennis Hopper. Et obligatorisk besøg i Café Einstein, Kurfürstenstrasse 58. Villaen er mig særlig kær, fordi den engang var ejet af filmskuespillerinden Henny Porten, der var Richards gode veninde. Her har han gået op ad trappen, tænker jeg, her har han sikkert givet en sang...

Rejsen begyndte med Tauber og sluttede med Tauber.

  • Comments(0)//blog.addalykkeboe.dk/#post32