Adda Lykkeboes blog

Adda Lykkeboes blog

Richard Tauber og Adda

RefleksionerPosted by Adda Lykkeboe Friday, April 27 2012 15:47

Fra kulissebarn til verdenssanger

hedder en ny bog, jeg har på vej. Det er svimlende at tænke på, at det er 64 år siden jeg hørte Richard Taubers navn for første gang, og det er svimlende at vide, at det fra denne allerførste gang, jeg hørte hans stemme, har været min skæbne at skrive om ham.

Begyndelsen...

Jeg var 9 år, da min far pakkede en kæmpekasse op. Vi boede i Thorshavn og kassen var kommet fra London og rummede nogle grammofonplader. Tunge lakplader. Det var marts og året var 1948. Det er plader med en stor sanger, fortalte far mig. Han er lige død og det er meget sørgeligt, for han blev kun 57 år. Han hedder Richard Tauber og jeg er sikker på, du vil kunne lide ham.

Det er svimlende at tænke på alt det, jeg aldrig fik talt med far om. Taubers stemme var i mange år nok til at gøre mig tilfreds og til at få Beethoven, Puccini, Verdi, Mozart, Schubert, Schumann og Wagner ind under huden, takket være hans uforlignelige stemme. Men så sandelig også den lette genre, operetterne, som han mestrede som ingen anden. Da far døde, trøstede Tauber mig med Schuberts Ständchen, Die Welt wird schöner mit jedem Tag.. og jeg begyndte at samle stof om Tauber. Der findes mange bøger om ham på tysk og engelsk, men ingen på dansk. Den bog skriver jeg! I taknemmelighed mod min far, som jeg aldrig fik spurgt, om han nogensinde hørte ham synge live. Tauber sang i København. At min musikinteressede far har kendt ham, er intet under. Tauber var megaverdensstjerne.

Det er på tide at reflektere over min Tauberskrivning nu, inden bogen er helt færdig. Jeg har skrevet godt et år, hvorfor tøver jeg med de sidste sider? Jeg er ikke skriveblokeret, nej slet ikke. Jeg kan bare ikke sige farvel til ham, for lige om lidt skal han dø. Jeg, der i mine romaner har aflivet personer, jeg holdt meget af, men bare ikke kunne bruge mere, jeg går nu og vrider hænder og sidder med hans plader og spiller dem igen og igen...

fortsættelse følger

  • Comments(0)//blog.addalykkeboe.dk/#post27